Pressemeddelelse
27. februar 2008
Nye konkurrenceregler pr. 1. marts 2008
Landstinget ved tog den 19. november 2007 en ny konkurrencelov, der træder i kraft den 1. marts 2008. Samtidig bortfalder den gældende konkurrencelov fra 1992. Landsstyret vil i forbindelse med ikrafttrædelsen udstede en række bekendtgørelser, der udfylder lovens bestemmelser. Loven og bekendtgørelserne er udarbejdet efter omfattende høringer af erhvervslivet og andre interessenter.
Med den nye konkurrencelov indføres et principskifte og en skærpelse af konkurrencereglerne på samme måde som i de øvrige nordiske lande. Principskiftet indebærer, at det hidtidige kontrolprincip afløses af forbudsprincippet. Loven indeholder derfor et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og et forbud mod misbrug af dominerende stilling. Overtrædelse af forbudene kan medføre bødestraf.
Konkurrenceloven administreres fortsat af Konkurrencenævnet. Den daglige administration foretages af Konkurrencetilsynet, som er en nyoprettet myndighed. Konkurrencetilsynet er også sekretariat for Konkurrencenævnet. Nævnet har fået ændret sammensætning. Formanden og tre af nævnets medlemmer skal fortsat være uafhængige af erhvervs- eller forbrugerinteresser, mens de tre øvrige medlemmer nu udpeges efter indstilling fra erhvervsorganisationer, forbrugerorganisationer samt KANUKOKA og Landsstyret i forening. Det sidstnævnte medlem skal have særlig kendskab til offentlig erhvervsvirksomhed, da loven nu også omfatter offentlige virksomheder.
Konkurrencebegrænsende Aftaler kan søges fritaget fra forbudet, hvis de anmeldes til Konkurrencenævnet og opfylder følgende betingelser:
- Aftalen skal være omfattet af forbudet
- Aftalen bidrager til at styrke effektiviteten og fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling
- Aftalen sikrer forbrugerne en rimelig andel heraf
- Aftalen pålægger ikke virksomhederne unødige begrænsninger for at nå disse mål.
Aftaler, der er indgået før 1. marts 2008 skal anmeldes inden 1. september 2008 for at kunne fritages med tilbagevirkende kraft. Konkurrencetilsynet udsender en orientering herom til virksomheder, der har anmeldt aftaler efter den tidligere lov.
Lovens vigtigste bestemmelser:
- Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler
- Forbud mod misbrug af dominerende stilling
- Regler om offentlige virksomheder
- Anmeldelsespligt for offentlige reguleringer
- Kommunernes pligt til at indhente forhåndstilsagn, inden der foretages kommunale erhvervsinvesteringer
- Meddelelse af fusioner
- Regler om konkurrenceforvridende støtte
- Udvidede beføjelser under kontrolundersøgelser
- Bødelempelses program (Leniency)
Yderlige oplysninger kan fås ved henvendelse til konkurrencenævnets formand Carl-Aage Skovaa tlf. (+299) 64 19 38 eller kontorchef Nicolai Odgaard Jensen, Konkurrencetilsynet tlf. (+299) 34 28 42 / e-mail: noje@gh.gl
|